Forfatter: Henrik Ibsen
Utgitt: 1862
Der bodde en underlig graasprængt En
Paa den yderste, nøgne Ø; –
Han gjorde vist intet Menneske Meen
Hverken paa Land eller Sjø;
Dog stundom gnistred hans Øjne stygt, –
Helst mod uroligt Vejr, –
Og da mente Folk, at han var forrykt,
Og da var der Faa, som uden Frygt
Kom Terje Vigen nær.
Siden jeg saa ham en enkelt Gang,
Han laa ved Bryggen med Fisk;
Hans Haar var hvidt, men han lo og sang
Og var som en Ungdom frisk.
Til Pigerne havde han skjemtsomme Ord,
Han spøgte med Byens Børn,
Han svinged Sydvesten og sprang ombord,
Saa hejste han Fokken, og hjem han foer
I Solskin, den gamle Ørn.
Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
Om Terje fra først til sidst,
Og skulde det stundom falde lidt tørt,
Saa er det dog sandt og vist;
Jeg har det just ej fra hans egen Mund,
Men vel fra hans nærmeste Kreds, –
Fra dem, som stod hos i hans sidste Stund
Og lukked hans Øjne til Fredens Blund,
Da han døde højt opp’i de Treds.
Han var i sin Ungdom en vild Krabat,
Kom tidlig fra Far og Mor,
Og havde alt døjet mangen Dravat
Som yngste Jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
Men længtes nok hjem tilslut,
Og kom med «Foreningen,» Kaptejn Pram;
Men hjemme var Ingen, som kjendte ham,
Der rejste som liden Gut.
Nu var han voxet sig smuk og stor,
Og var dertil en velklædt Knægt.
Men døde var baade Far og Mor,
Og sagtens hans hele Slægt.
Han stured en Dag, ja kanhænde to, –
Men saa rysted han Sorgen af.
Han fandt ej, med Landjorden under sig, Ro;
Nej, da var det bedre at bygge og bo
Paa det store bølgende Hav!
Et Aar derefter var Terje gift, –
Det kom nok paa i en Hast.
Folk mente, han angred paa den Bedrift,
Som bandt paa et Sæt ham fast.
Saa leved han under sit eget Tag
En Vinter i Sus og Dus –
Skjønt Ruderne skinned, som klareste Dag,
Med smaa Gardiner og Blomster bag,
I det lille rødmalte Hus.
Da Isen løsned for Lindvejrs Bør,
Gik Terje med Briggen paa Rejs;
Om Høsten, da Graagaasen fløj mod Sør,
Han mødte den undervejs.
Da faldt som en Vægt paa Matrosens Bryst:
Han kjendte sig stærk og ung,
Han kom fra Solskinnets lysende Kyst,
Agter laa Verden med Liv og Lyst, –
Og for Bougen en Vinter tung.
De ankred, og Kammeraterne gik
Med Landlov til Sus og Dus.
Han sendte dem endnu et Længselsblik,
Da han stod ved sit stille Hus.
Han glytted ind bag det hvide Gardin, –
Da saa han i Stuen To, –
Hans Kone sad stille og hespled Liin,
Men i Vuggen laa, frisk og rød og fin,
En liden Pige og lo.
Der sagdes at Terjes Sind med Et
Fik Alvor fra denne Stund.
Han trælled og sled, og blev aldrig træt
Af at vugge sit Barn i Blund.
Om Søndagskvælden, naar Dandsen klang
Vildt fra den nærmeste Gaard,
Sine gladeste Viser han hjemme sang,
Mens lille Anna laa paa hans Fang
Og drog i hans brune Haar.
Saa lakked og led det til Krigens Aar
I Attenhundred og Ni.
Endnu gaar Sagn om de Trængselskaar,
Som Folket da stedtes i.
Engelske Krydsere stængte hver Havn,
I Landet var Misvæxt og Nød,
Den Fattige sulted, den Rige led Savn,
To kraftige Arme var Ingen til Gavn,
For Døren stod Hunger og Død.
Da stured Terje en Dag eller to,
Saa rysted han Sorgen af;
Han mindtes en Kjending, gammel og tro:
Det store bølgende Hav. –
Der Vester har endnu hans Gjerning Liv
I Sagnet, som djerveste Daad:
«Da Vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen ro’de for Barn og Viv
Over Havet i aaben Baad!»
Den mindste Skjægte, der var at faa,
Blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og Mast lod han hjemme staa, –
Slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at Baaden bar
Om Sjøen kom lidt paatvers;
Det jydske Rev var vel svært at gaa klar, –
Men værre den engelske «Man of War»
Med Ørneøjne fra Mers.
Saa gav han sig trøstig Lykken ivold
Og tog til Aarerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god Behold
Og hented sin dyre Last.
Gud ved, hans Føring var ikke stor:
Tre Tønder Byg, det var Alt;
Men Terje kom fra en fattig Jord, –
Nu havde han Livsens Frelse ombord;
Det var Hustru og Barn det gjaldt.
Tre Nætter og Dage til Toften bandt
Den stærke modige Mand;
Den fjerde Morgen, da Solen randt,
Han skimted en taaget Rand.
Det var ikke flygtende Skyer han saa,
Det var Fjelde med Tinder og Skar;
Men højt over alle Aasene laa
Imenæssadlen bred og blaa.
Da kjendte han, hvor han var.
Nær Hjemmet var han; en stakket Tid
Han holder endnu vel ud!
Hans Hjerte sig løfted i Tro og Lid,
Han var nær ved en Bøn til Gud.
Da var det som Ordet frøs paa hans Mund;
Han stirred, han tog ikke Fejl, –
Gjennem Skodden, som letted i samme Stund,
Han saa en Korvet i Hesnæs Sund
At duve for bakkede Sejl.
Baaden var røbet; der lød et Signal,
Og det nærmeste Løb var lukt;
Men Solgangsvinden blafrede skral, –
Mod Vester gik Terjes Flugt.
Da firte de Jollen fra Rælingens Kant,
Han hørte Matrosernes Sang, – –
Med Fødderne stemte mod Skjægtens Spant
Han ro’de saa Sjøen fossed og brandt,
Og Blodet fra Neglerne sprang.
Gjæslingen kaldes de blinde Skjær
Lidt østenfor Homborgsund.
Der bryder det stygt i Paalandsvejr,
Under to Fod Vand er der Bund.
Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,
Selv stilleste Havbliksdag; –
Men gaar end Dønningen aldrig saa hult,
Indenfor er det som tidest smult,
Med brækkede Bølgedrag.
Didind Terje Vigens Skjægte foer
Lig en Pil mellem Braatt og Brand;
Men bag efter ham, i Kjølvandets Spor,
Jog Jollen med femten Mand.
Da var det han skreg gjennem Brændingens Sus
Til Gud i sin højeste Nød:
«Inderst derinde paa Strandens Grus
Sidder min Viv ved det fattige Hus,
Og venter med Barnet paa Brød!»
Dog, højere skreg nok de Femten, end han:
Som ved Lyngør, saa gik det her.
Lykken er med den engelske Mand
Paa Rov mellem Norges Skjær.
Da Terje tørned mod Baaens Top,
Da skured og Jollen paa Grund;
Fra Stavnen bød Officeren «Stop!»
Han hæved en Aare med Bladet op
Og hug den i Skjægtens Bund.
Spant og Planker for Hugget brast,
Sjøen stod ind som en Fos;
Paa to Fod Vand sank den dyre Last,
Dog sank ikke Terjes Trods.
Han slog sig gjennem de væbnede Mænd
Og sprang over Æsingen ud, –
Han dukked og svømmed og dukked igjen;
Men Jollen kom los; hvor han vendte sig hen
Klang Sabler og Rifleskud.
De fisked ham op, han førtes ombord,
Korvetten gav Sejerssalut;
Agter paa Hytten, stolt og stor,
Stod Chefen, en attenaars Gut.
Hans første Batalje gjaldt Terjes Baad,
Thi knejste han nu saa kjæk;
Men Terje vidste ej længere Raad, –
Den stærke Mand laa med Bøn og Graad
Iknæ paa Korvettens Dæk.
Han kjøbte med Taarer, de solgte ham Smil,
De aagred med Spot for Bøn.
Det kuled fra Øster, tilhavs med Il
Stod Englands sejrende Søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
Nu tog han sin Sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
Et Noget var ligesom vejret bort
Fra hans Pandes skyede Hvælv.
Han sad i Prisonen i lange Aar,
Der siges, i fulde fem;
Hans Nakke bøjed sig, graat blev hans Haar
Af Drømmene om hans Hjem.
Noget han bar paa, men gav ej Besked, –
Det var som hans eneste Skat.
Saa kom Attenhundred og Fjorten med Fred;
De norske Fanger, og Terje med,
Førtes hjem paa en svensk Fregat.
Hjemme ved Bryggen han steg iland
Med Kongens Patent som Lods;
Men Faa kun kjendte den graasprængte Mand,
Der rejste som ung Matros.
Hans Hus var en Fremmeds; hvad der blev af
De To, – han derinde erfor:
«Da Manden forlod dem og Ingen dem gav,
Saa fik de til Slutning en fælles Grav
Af Kommunen i Fattigfolks Jord.» – –
Aarene gik og han røgted sin Dont
Som Lods paa den yderste Ø;
Han gjorde vist intet Menneske Ondt,
Hverken paa Land eller Sjø;
Men stundom gnistred hans Øjne stygt,
Naar det brød over Baaer og Skjær, –
Og da mente Folk at han var forrykt,
Og da var der Faa, som uden Frygt
Kom Terje Vigen nær.
En Maaneskinskvæld med Paalandsvind
Kom der Liv i Lodsernes Flok;
En engelsk Yacht drev mod Kysten ind
Med revnet Storsejl og Fok.
Fra Fortoppen sendte det røde Flag
Et Nødskrig foruden Ord.
Lidt indenfor gik der en Baad over Stag,
Den vandt sig mod Uvejret Slag for Slag,
Og Lodsen stod stout ombord.
Han tyktes saa tryg, den graasprængte Mand;
Lig en Kjæmpe i Rattet han greb; –
Yachten lystred, stod atter fra Land,
Og Baaden svam efter paa Slæb.
Lorden, med Lady og Barn i Arm,
Kom agter, han tog til sin Hat:
«Jeg gjør Dig saa rig, som Du nu er arm,
Hvis frelste Du bær os af Brændingens Larm» –
Men Lodsen slap Roer og Rat.
Han hvidned om Kinden, det lo om hans Mund,
Lig et Smil, der omsider faar Magt.
Indover bar det, og højt paa Grund
Stod Lordens prægtige Yacht.
«Den svigted Kommando! I Baadene ned!
Mylord og Mylady med mig!
Den slaar sig i Splinter, – jeg ved Besked –
Men indenfor ligger den trygge Led;
Mit Kjølspor skal vise jer Vej!»
Morilden brændte der Skjægten fløj
Mod Land med sin dyre Last.
Agter stod Lodsen, stærk og høj,
Hans Øje var vildt og hvast.
Han skotted i Læ mod Gjæslingens Top,
Og til Luvart mod Hesnæs Sund;
Da slap han Roer og Stagsejlstrop,
Han svinged en Aare med Bladet op
Og hug den i Baadens Bund.
Ind stod Sjøen med skumhvidt Sprøjt – –
Der raste paa Vraget en Strid –;
Men Moderen løfted sin Datter højt
Paa Armen, af Rædsel hvid.
«Anna, mit Barn!» hun skreg i sin Vee;
Da bævred den graasprængte Mand;
Han fatted om Skjødet, drev Roret i Læ,
Og Baaden var fast som en Fugl at see,
Slig foer den i Braatt og Brand.
Den tørned, de sank; men Havet var smult
Derindenfor Brændingens Kreds;
Opover rak sig en Langgrund skjult,
Der stod de i Vand tilknæs.
Da raabte Lorden: «Kjend, – Baaens Ryg –
Den svigter, – det er ingen Flu!»
Men Lodsen smilte: «Nej vær De tryg;
En sunken Skjægte med tre Tønder Byg
Er Baaen, som bær os nu.»
Der jog et Minde om halvglemt Daad
Lig et Lyn over Lordens Træk –,
Han kjendte Matrosen, som laa med Graad
Iknæ paa Korvettens Dæk!
Da skreg Terje Vigen: «Alt Mit Du holdt
I din Haand, og Du slap det for Ros.
Et Øjeblik endnu, og Gjengjæld er voldt – –»
Da var det den engelske Stormand, stolt,
Bøjed Knæ for den norske Lods.
Men Terje stod støttet til Aarens Skaft,
Saa rank som i Ungdommens Aar;
Hans Øjne brandt i ubændig Kraft,
For Vinden flommed hans Haar.
«Du sejled imag paa din store Korvet,
Jeg ro’de min ringe Baad;
Jeg trælled for Mine til Døden træt,
Du tog deres Brød, og det faldt Dig saa let
At haane min bittre Graad.
Din rige Lady er lys som en Vaar,
Hendes Haand er som Silke fin, –
Min Hustrus Haand den var grov og haard;
Men hun var nu alligevel min.
Dit Barn har Guldhaar og Øjne blaa,
Som en liden Vorherres Gjæst;
Min Datter var Intet at agte paa,
Hun var, Gud bedre det, mager og graa,
Som Fattigfolks Børn er flest.
See, det var min Rigdom paa denne Jord,
Det var Alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en Skat saa stor;
Men det vejed for Dig saa lidt. –
Nu er det Gjengjældelsens Time slaar, –
Thi nu skal Du friste en Stund,
Som vel kommer op mod de lange Aar,
Der bøjde min Nakke og blegte mit Haar
Og sænkte min Lykke paa Grund.»
Barnet han greb og svinged det frit,
Med den Venstre om Ladyens Liv.
«Tilbage, Mylord! Et eneste Skridt, –
Og det koster Dig Barn og Viv!»
Paa Sprang stod Britten til Kamp paany;
Men Armen var veg og mat; –
Hans Aande brændte, hans Øjne var sky,
Og hans Haar, – saa kjendtes ved første Gry –
Blev graat i den eneste Nat.
Men Terjes Pande bar Klarhed og Fred,
Hans Bringe gik frit og stilt.
Ærbødig løfted han Barnet ned,
Og kyssed dets Hænder mildt.
Han aanded, som løst fra et Fængsels Hvælv,
Hans Stemme lød rolig og jævn:
«Nu er Terje Vigen igjen sig selv.
Indtil nu gik mit Blod som en stenet Elv;
For jeg maatte – jeg maatte ha’e Hævn!
De lange Aar i Prisonens Kvalm,
De gjorde mit Hjerte sygt.
Bagefter laa jeg, som Hejens Halm,
Og saa i et Braadyb stygt.
Men nu er det over; vi To er kvit;
Din Skyldner foer ej med Svig.
Jeg gav det jeg havde, – Du tog alt Mit,
Og kræv, om Du tror Du har Uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig.» – –
Da Dagningen lyste var Hvermand frelst;
Yachten laa længst i Havn.
Med Nattens Saga taug de nok helst,
Men vidt foer dog Terjes Navn.
Drømmenes Uvejrskyer graa
Fejed en Stormnat væk;
Og Terje bar atter saa rank, som Faa,
Den Nakke, der krøgtes hin Dag han laa
Iknæ paa Korvettens Dæk.
Lorden kom, og Mylady med,
Og Mange, Mange med dem;
De rysted hans Haand til Farvel og Guds Fred,
Der de stod i hans ringe Hjem.
De takked for Frelsen da Stormen peb,
For Frelsen fra Sjøgang og Skjær;
Men Terje strøg over Barnets Slæb:
«Nei, den som frelste, da værst det kneb,
Det var nok den Lille der!» – –
Da Yachten drejed for Hesnæs Sund,
Den hejste det norske Flag.
Lidt længere Vest er en skumklædt Grund, –
Der gav den det glatte Lag.
Da tindred en Taare i Terjes Blik;
Han stirred fra Hejen ud:
«Stort har jeg mistet, men Stort jeg fik.
Bedst var det, kanhænde, det gik, som det gik, –
Og saa faar Du ha’e Tak da, Gud!»
Slig var det jeg saa ham en enkelt Gang,
Han laa ved Bryggen med Fisk.
Hans Haar var hvidt, men han lo og sang,
Og var som en Ungdom frisk.
Til Pigerne havde han skjemtsomme Ord,
Han spøgte med Byens Børn;
Han svinged Sydvesten og sprang ombord,
Saa hejste han Fokken, og hjem han foer
I Solskin, den gamle Ørn.
Ved Fjære Kirke jeg saa en Grav,
Den laa paa en vejrhaard Plet;
Den var ikke skjøttet, var sunken og lav,
Men bar dog sit sorte Bræt.
Der stod «Thærie Wiighen» med hvidmalt Skrift,
Samt Aaret, han Hvile fandt. –
Han lagdes for Solbrand og Vindes Vift,
Og derfor blev Græsset saa stridt og stivt,
Men med vilde Blomster iblandt.